Med saadanne og andre deslige utallige Øvelser,
som Børnene nu ikke kan erindre sig, continuerede
Aanden hver Aften og hver Nat, fra Bartholomæi
1722 indtil ved almindelig Bedags Tider 1723, da
den begyndte allersidst om Natten engang med forfærdelig
Slaaen runden om paa Væggene, løftede Hustaget
op med Spærrene paa den ene Side, at man
kunde se ud igjennem. Derpaa blev Taget igjen nedlagt
i sin forrige Esse. Midlertid laa Folket stille og
befalte sig i Guds Varetægt; men andre Folk i Været,
som hørte denne Allarm, kom løbende derhen, at fornemme,
hvad der var paa Færde. Imedens Folket
var inde, begyndtes atter et græsseligt Bulder runden
om paa Væggene udi Gaarden. Og for det Folk,
som var ude paa Marken, syntes ligesom en tom Skindstak
dreven af sterk Veir at fare ind igjennem Været
til en Mands Hus, navnlig Peder Jonssøn, hvor mangfoldige
Ravne og Krager forsamledes for Mandens
Vindue, hvorudover Manden stod op og gik ud at slaa
sine Vindusluger til. Da hængte Fuglene her og der
i Væggene under Raftholderne af Huset. Siden vidste,
Gud Ære! ingen mere af saadanne Satans Fristelser
at sige.
At sal. Steffen Olssøns Stifsøn Erland Jonssøn udi hans Husbondes Monsr Søren Brønlunds Overværelse, saaledes som ovenmeldt, for mig haver angivet
Dverberg, Anno et die ut supra.
Test.
H. D. Hveding.
