Undertiden slog Føret op for dem i Frost og klart Veir, ligesom det kunde have regnet, at de ginge i vaad og optøet Sne, naar andre ved Stedet havde Slædeføre efter Ønske.
13. Engang da de skulde tage og hjemføre en Høstakke, som stod i Marken, var Høet ligesom Mel pulveriseret, saa de fik der næsten intet af, skjønt alle andre Være-Mænd havde deres Høstakker beholdne.
14. Engang om Natten laa en Snelle med Garn og en Bog derhos, kaldet Davids Gylden Clenodie, paa Bordet. Da vandt Aanden noget Garn af Snellen om Bogen, kastede saa Bogen hen i Sengen til Manden, men holdt selv i Snellen. Dette øvede den nogle Gange; omsider reiste Manden sig op i Sengen, fik Bogen sat og sprang frem paa Gulvet. Strax havde Aanden en Risbusk tilrede og piskede Manden med; men da Manden greb efter Busken og fik den sat, forsvandt Aanden.
15. Naar Aanden saaledes tournerede, stod Børnene op at slaa Lys, hvilket undertiden en liden Stund brændte, men naar Aanden igjen vilde yppe sig, blev Lyset udslukt.
16. Ofte lod Aanden sig ude paa Gaarden om Nattetide nu som en Hest, nu som en Ko, nu som en Gjed, nu som en Hund tilsyne.
17. Naar der stod en Tønde med Sand i Døren om Aftenen, var den tom om Morgenen og Sanden blev af Aanden om Natten strøet over Manden og Konen i Sengen, dog den største Del paa Manden. Sanden blev og kastet omkring i Huset, i Mad, Melkebunker og deslige. Naar Aanden ikke havde Sand, kastede den omkring i Huset, hvad som forefandtes, sammenføiet Gulvskarn, Vand og deslige andet.
