ilde var infesteret, haver jeg mest muligt saaledes efterkommet:
1734 d. 15de Juli lod jeg bemeldte sal. Steffen Olsens Stifsøn, Erland Jonssøn, gammel 27 Aar, tilligemed hans Husbonde, velagte Bonde Lensmand Monsr Søren Brønlund paa Myre udi mit Kammer her paa Dverberg for mig indkalde, hvor da bemeldte Erland udi sin Husbondes Overværelse og Paahør gav, saavidt han sig kunde erindre, denne sin sandfærdige Beretning:
1. Da den onde Aand allerførst gav sig tilkjende, begyndtes ved Midnats Tide et overmaade stort Bulder udenfor Husene i Gaarden, saa at alle Kreaturer, som stod bunden i Været, sled sig løs og løb ad Marken.
2. Handlede Aanden til og ofte meget ilde i Mandens Hus med Manden. Fisken, som hængte i Gryden paa Ilden, blev lige som den var sammenrørt. Naar Maden var sat paa Bordet, medens de læste til Bords, blev Fadene hvor udi var Suppe og Fisk omkvælvte. Naar dette var skeet, kom Aanden frem udi en Kats Lignelse, derpaa blev Stene tilligemed vor Ved, som laa ude ved Væggen, kastet og skudt ned igjennem Røghullet paa Taget, kaldet Ljoren.
3. Øxe og Bøger, som Husfolket forvarede under Laas, blev igjen optagne og kastede omkring iblandt dem i Stuen, dog fik ingen nogen Skade.
4. Naar Husfolket om Aftenen gjorde Ilden op i Gruen, at koge Mad, da blev den strax kastet ud paa Marken, hvor den laa og brændte.
5. Naar de spurgte Aanden, hvo han var? Af Gud eller Djævelen? Svarede den strax igjen med samme Ord, som en børnagtig Røst.
6. Engang gjorde forbemeldte Erland Jonssøn
