Naar de vilde læse i en Bog, blev Lyset udslukt,
siden blev Sand, Vand og Fjær kastet dem i Øinene.
Naar de skulde drage sit lidet Hø hjem af Marken paa en liden Slæde, da blev denne lille tomme Slæde saa tung, at de kunde den ikke trække Om Vinteren, naar bedste Føre var, blev Veien saa blød, fuld af Sne og Vand for disse Folk, naar andre jevnsides med dem trækkede paa haardeste Veie Høet blev undertiden knust til Pulver i Hø-Stakkene.
Engang om Natten ligger en Bog og en Snelle spundet Garn paa Bordet. Da begyndte Aanden efter megen Stimen at vinde af denne Snelle paa Bogen, kastede Bogen hen i Mandens Seng og holdt selv Snellen. Dette øvedes nogle Gange indtil Manden omsider tog Bogen og sprang op af Sengen. Strax havde Aanden et stort Ris tilrede og piskede Manden, indtil han fik gribe Riset. Da forsvandt Aanden. Ofte om Natten lod denne Aand sig se i Gaarden som en Hest, som en Ko, som en Hund og i andre Dyrs Skikkelser.
Naar Manden og Hustruen laa i Sengen, da blev de ofte med Sand overkastede. Deres Mad blev ofte med Sand overkastet, naar de sad til Bords Med saadanne og deslige utallige Fortrædeligheder blev dette Hus plaget hver Aften og hver Nat fra Bartholomæi Tid 1722 til Majo 1723, da tilsidst blev en forfærdelig Slagen udenom Væggene Hustaget blev med sine Spærrer opløftet, holdtes i Veiret en Stund og blev nedlagt igjen. Atter hørtes en græsselig Bulder, at Naboerne kom løbendes dertil, hvilke syntes, at der fløi en Skind-Sæk tom fra Stephans Hus hen paa Marken, hvor mangfoldige Ravne og Krager forsamledes nogle Timer. Siden fornam Folk ikke mere dertil. Manden døde samme Aar.
