de ei skulde gjøre hans Fader, den gamle Ole Tveiten, noget Ondt, saafremt de ei vilde faa Skam derfor. Derfor spurgte jeg: “Af hvad Aarsag er du saa god mod din Fader, og du dog vil have Livet af din Moder?“ Svar: “Han er uskyldig i min Død og har bekjendt sin Synd og faaet Forladelse. Men min Moder har dræbt mig.“ Jeg: “Naar Gud vil forlade hende den Synd, vil du da og ikke forlade hende:?“ Svar: “Ja.“
Udi alt det denne foregivne Aand talede, var ligesom en meget dum, langsom og ukjendelig Bondetale, ikke meget articulat, saa man maatte grandgivelig give Agt paa, hvad der svaredes. Imellem hver Hvilestund hannem gaves, da pikkede der paa Væggen, blev kastet med, hvad der fandtes paa Skorstenen (eller som den kaldes Kaabeovn) og blev Kirkeværgeren Lars Tveiten paa Hovedet rammet tvende Gange, og jeg en Gang paa Foden. Men naar nogen forbød ham at kaste, da holdt han hver Gang strax op. Jeg spurgte, om han kunde tale noget andet Sprog end Norsk. Han taug stille. Jeg: Om han ei vidste at nævne Guds Navn paa noget andet Tungemaal? Intet Svar.
Nogle af Mændene formente, at det skulde være ret, at Benene bleve døbte. Men jeg lovede siden at svare dem derpaa, – hvilket og siden skede med at overtale dem fra deres vrange Tro og Sakramenternes Misbrug.
Der mig nu syntes dette Spil at vare for længe, og jeg ei kunde med al min Bøn formaa Aanden til at gaa fra Ildsteden og Døren op til Bordet i sit sædvanlige Sted, bad jeg alle Folk sidde stille, det de og gjorde. Herpaa stod jeg op og gik til Skorstenen. Da sagde Aanden: “Du finder mig ikke.“ Jeg greb
