Aand.“ Svar: “Ja.“ Jeg: “Hvad heder da Guds Søn? Hvad er hans Navn?“ Dertil svarede han ikke. Derpaa sagde de nærværende Mænd: “Han taaler ikke mange Spørgsmaal.“ Jeg svarede: “Han er træt, den Stakkel! Lad ham hvile sig.“ Derpaa hørtes en Graad, ligesom En vilde sagtelig hvisle og pibe. Lidt derefter spurgte unge Ole Tveiten: “Kjender du de fremmede, som er her komne i Aften?“ Svar: “Ja.“ Ole sagde: “Hvo ere de?“ “Presten.“ Ole: “Hvem flere?“ Svar: “Peter.“ Ole: “Hvad heder han mere end Peter?“ Svar: “Klokker.“ Jeg sagde: “Hvad heder jeg ?“ Svar: “Rektor.“ Jeg spurgte: “Hvad er mit Fornavn og Døbenavn?“ Derpaa vidste han ei at svare. Jeg: „Hvad heder de to, som er komne med mig iaften?“ Det vidste han heller ikke. Jeg: “Hvorfor kan du ei vide det, som er en Aand?“ Svar: “Gud Fader vil ikke, at jeg skal sige det.“ Jeg: “Kjender du da Gud?“ Svar: “Ja.“ Jeg: “Hvem er det, som heder Jesus Christus?“ Svar: “Gud Fader.“ Jeg: “Det var ikke ret!“ Ole Tveiten sagde: “Kjender du Prestens Fader ?“ Svar: “Han er Prest til Nykirken.“ Jeg spurgte: “Hvad heder han?“ Det vidste han ikke.
Iblandt mange andre Ting, som vi spurgte om, var: “Hvormed dræbte din Moder dig?“ Svar: “Med en Liste.“ Jeg spurgte: “Var det en blaa eller rød Liste?“ Svar: “En hvid Liste.“ Jeg: “Hvad begjærer du?“ Svar: “At vorde døbt og komme i christen Jord.“ Jeg: “Hvormeget er igjen af dig, efterdi du vil vorde døbt? Er dit Hoved helt?“ Svar: “Nei, bare Panden er tilbage.“
I det samme erindrede jeg, at Mændene havde berettet mig, hvorledes han hver Aften formanede, at
