End blev intet Svar hørt. Ole Nilssøn Nedre
Tveiten sagde: “Lader os alle tie stille. Thi han taler
ikke, naar han hører, at der støies eller larmes.“
Derpaa taug alle stille.
Strax derefter hørte vi alle, hvorledes det pikkede saa sagtelig paa Væggen ved Døren hos Skorstenen, ligesom En vilde med smaa Fingre tromme. Derpaa sagde Baste Erstad og unge Ole Tveiten: “Det var ret: Hold dig lystigt Snak nu ogsaa noget med os!“ Herpaa hørtes en grædelig, grov, dog noget sagte Suk, ligesom et Menneske, der jamrer sig, og de første Ord, der kunde merkes, var disse: “Mama min, Mama min!“ Baste sagde: “Hvad vil du hende, din Stakkel?“ Svar: “Hun har dræbt mig.“ Ole Nilssøn spurgte: “Vil du snakke med mig?“ Han svarede: “Jeg vil snakke med Presten.“ Jeg, som var informeret af de nærværende, at han vilde handles med gode Ord og at man ei maatte tale haardt til ham, sagde: “O din Stakkel, har hun handlet saa ilde med dig?“ Han svarede: “Ja.“ Baste Erstad bad, at han vilde gaa fra Døren og Skorstenen og flytte sig op i Bordenden i sit gamle Sted, og der spille paa Bordet, som han pleiede, og der holde sin Samtale. Han svarede: Nei, han turde ikke. Baste spurgte: “Hvorfor?“ Svar: “De er mig i Veien.“ Baste sagde: “Nei, der er jo alting ryddet af Bordet. Her ligger jeg, og alle de andre sidder paa Gulvet.“ Han svarede: “Presten skal sidde for Bordenden.“ Jeg sagde: “Vil du snakke med mig, og svare mig?“ Svar: “Ja.“ Jeg spurgte: “Hvor længe er det, siden din Moder dræbte dig?“ Svar: “15 Aar.“ Jeg spurgte: “Hvor har du været saa længe.“ Svar: “Hos Gud Fader, Søn og Hellig-Aand.“ Jeg: “Kjender du og Gud Fader, Søn og Hellig-
