tion om Sagens rigtige Beskaffenhed efter Hans høie Excellences naadige Befaling nedlægges i allerdybeste Underdanighed for Hans Kongl. Majestæts vor allernaadigste Arveherres og Konges Fødder af
allerunderdanigste
Arveundersaatter og Tjenere| Hans de Fine. | J. à Møinichen. |
| (L.s.) | (L. S.) |
| Christen Jenssøn Hveding. | |
| (L. S.) | |
Efter en Kopi af Indberetningen som findes i Biskop Gunnerus’s Protokol i Rigsarkivet. Den Tid, denne Samling af Aktstykker var i den lærde Nordlandsprest Gunnar Bergs Forvaring gjorde Professor B. M. Keilhau et Udtog af den, som han meddelte som Anhang til sin Reise i Sin og Vest-Finmarken. Hans Afskrift er dog ingenlunde nøiagtig, men vrimler af Feillæsninger.
Jens Mortensen à Møinichen (f. 9. Mai 1642 † 15. September 1712) var en Svigersøn af Biskop Erik Bredal, blev 1666 Sogneprest til Bronø, 1676 til Bodø og Provst over Salten og forflyttedes 1696 til Sogneprest til Nykirken i Bergen. Han var en af Tidens strengeste Prester. Engang satte han en Gut i Halsjernet udenfor Kirken saa han døde deraf. Men det maa vel være lykkedes ham at godtgjøre, at Guttens Død skyldtes andre medvirkende Omstændigheder, siden han beholdt sit Embede.
Hvad Amtmanden Laurits Kruse angaar, fik han i det nævnte Reskript af 31te Marts 1688 en alvorlig Skrabe: “Iligemaade haver Statholderen Amtmanden at tilkjendegive, at Kongen ingenlunde er tilfreds med, at han imod Provstens gjorte Protestation og Vicestatholderens Forbud har ladet Exekution ske førend han det allerunderdanigst havde tilkjendegivet, og Kongens Villie derom fornummet; med alvorlig Besaling herefter i saadanne dubieuse Tilfælde med Exekutionen at indeholde, indtil han Kongl. Resolution derom haver erlanget.“ (Wessel. Bergs Reskr. I, 172)
