mig, og gav jeg hannem min Betænkende, at han først privatim skulde handle med hende, efterdi Mads Titing var død, og hvis hun ikke vilde lade sig overtale til Omvendelse, man da kunde føre hende til det Sted, hvor Fosteret havde været henlagt, og give flittig Agt paa alle hendes Gebærder. Hr. Arne holdt hende sin Salighed for. Hun endda negtede obstinat alting Malus genius svarede: “Min Moder snoede mig om i Vaar, og da rev jeg det ene Øie ud paa hende.“ Hun derimod: “Det er vist, jeg fik Men paa mit ene Øie, men det hændes saa mange andre.“ Thi, som mig berettes, har en Perle sat sig paa det ene Øie, at hun derpaa har mistet sit Syn. Hr. Arne stundede med hende til Stedet at ville lede efter Fosteret. Der rørte Samvittigheden hende, saa hun rent ud bekjendte, at det gjorde ingen Nytte at gaa did, thi hun havde taget Benene fra Stedet igjen forleden Vaar og kastet dem i Havet, og samme Tid havde hun faaet det Men paa sit Øie. Fosteret havde hun avlet med Mads Titing for 14 Aar siden og kvalt det med sit Haarbaand, og da var hun ikkun 13 Aar gammel. Kvindfolket er af den verdslige Øvrighed taget fast, hændt Dom over at miste Livet, Dommen confirmeret af Lagmanden, Exekutionen beordret af Amtmanden, Satan derimod ad fallendum artificiosus[1] holder sig immer for der paa Steden og haver holdt en lang Samtale med Amtmanden, lader som han ynker hende, at hun nu skal dø. Han forbyder, at man maa se efter ham, men lader Røsten høre for alle, som er tilstede, siger endnu flere saadanne Fostere der omkring at være henlagt. Han begjærede Brændevin af Amtmanden og Mad af
- ↑ Der er saa udspekuleret i at holde Folk for Nar.
