Folkene i Huset, truer med at infestere[1] Husfolket om de ikke vil give hannem, kaster med Sten og Ler af Skorstenen og gjør megen Ustyr. Men ellers kommer mig en Tanke ind. Hvo ved, om Mennesket har gjort den Gjerning eller Satan har indbildt hende det per phantasiam, som han for nogle Aar siden indbildte nogle Kvinder i Finmarken, at de havde omkommet Iver Christensføns Skib af Bergen, hvorpaa de paa deres egen Bekjendelse bleve brændte, og Skibet kom velbeholden og uskadt til Bergen. Dette haver og Lagmanden foreholdt hende, men hun staar fast ved sin Bekjendelse. Dernæst tænker jeg: Skulde man gjøre Fanden den Ære og paa hans Aabenbarelse henrette et Menneske, at han kunde føle sig i hendes Blod? Han, som selv har forført hende, selv forholdet hende og selv villet forskrække hende maaske til at tage Livet af sig selv, og som han nu ikke venter Sjælen, tørster han efter Blodet! Jeg har talt med Amtmanden, som nu først for 2 Dage siden kom hjem, i den Mening, at man vel, før Mennesket blev henrettet, burde angive Sagen for Hans Kongl. Majestæt og Consistorio og derpaa vente decisionem tam theologicam qvam juridicam.[2] Jeg falder ellers i Tanker om et Kvindfolk hvilken, naar hun drager den ene Kvern, som staar bag Stuedøren i Forstuen, da høres Røsten, men naar hun vises hen til den anden Kvern, som staar i Indgangen i Forstuen, hvor man kan se hende igjennem Stuedørsgløtten – thi Fanden vil altid, at Døren skal staa paa Gløt – og en anden vises hen at male paa den Kvern, som staar i Vraaen
