Resp. “Jeg taler ei mere idag.“
Nu stod Kvinden og rettede Mad til, raabte derfor Spøgelset endnu: “Giv mig noget Suppe!“
Jeg svarede: “I Helvedet er din Mad beredt! Pak dig nu her ifra! thi du haver ei videre at bestille.“
Resp. “Nei.“
“End naar hun er død, vil du da ei bort?“
Resp. “Jet, jet, jet.“
Hvad det var, forstod hverken jeg eller andre, som bedre var vant med Maalet.
Siden hørte jeg ei mere til Spøgelset, men Nille fulgte mig i Baad ud til Fogden, som holdt Tiende-Bytte der en Fjerding Vei ifra ved Legnes, hvor hun gjorde samme Bekjendelse i hans og Almuens Paahør, Ord for Ord, som er meldt. Derpaa er hun henført til Lensmanden, indtil Ting kunde holdes og sættes.
Imidlertid holdt Spøgelset ved, og talede endnu nogle faa Ord undertiden. Engang raabte det til Mandens lille Barm “Elisabet-Mor, kom hid! jeg vil give dig Spil. Tvi være min Moder, som dræbte mig, ellers kunde jeg have spillet med ligesom du og end været større.“ En anden Gang sagde det: “Jeg vil være hos og se paa min Moders Blod, naar hun rettes.“
Omsider fik hun sin Dom af Sorenskriveren til Døden, hvilket værdige Hr. Lagmand, velædle og velbaarne Hans de Fine, confirmerede, og Hr. Amtmand, velædle og velbaarne Christian Kruse, som da var her paa Stedet, anbefalede til Exekution; men som Amtmanden paa sin Hjemreise drog op paa Skaalvold, hørte han Spøgelset tale samme Ord, ja, og der den velbyrdige Herre talte det haardt til, svarede det uhøfligen, og der Amtmanden reiste bort, slog det tvende Ruder ind i Vinduet, der han gik af Døren. Røsten
