“Hvor est du kommen did?“
Resp. “Nille-Moder kastede mig i Vaar ud for Nøstebjerget i Havet samme Tid, jeg rev hendes Øie ud, og tærede af hende i 14 Dage.“
Dette befandt sig saa; thi det ene Øie mistede hun i samme Tid og laa 14 Dage som et Stykke Træ og vantrivedes, saa hun saa ud som et Vaarvrag. Hendes Tanke var, at Spøgelset skulde dermed lade af; thi gik hun og tog de overbærende Ben, som endda laa i det Stykke Skind, som hun havde baaret dem hen udi, og hemmeligen en Nat kastede i Søen digt ved Mandens Nøst.
Derpaa talte jeg til Nille, som selv stod og hørte derpaa. “Vedst du dig skyldig i alt dette?“ Hun svarede: “Ja, Gud bedre mig saasandt.“ Jeg bad fremdeles, hun selv skulde tale til Spøgelset, hvilket hun ogsaa gjorde, sigendes: „Søde Sønnen min, hvad vil du mig?“
Resp. “Nu er Nille-Moder her.“
Hun sagde videre: “Lyv ikke paa mig.“
Resp. “Kys mig!“ etc.
Jeg sagde: “Nille, du hører nu selv, at Gud vil ikke længere have din Synd skjult. Bekjend i Jesu Navn, hvad dig er videre om Hjertet.“
Hun svarede: “Er jeg skyldig, da begjærer jeg at dø og lide for min Synd.“
Spøgelset: “Lad sætte Jern paa hende!“
Jeg sagde: “Det skal ikke ske; hun har nu utvungen bekjendt sin Synd og Jesus, Guds Søn, som har friet alle Syndere med sit dyrebare Blod, skal ei og heller lade sin Naade være spildt paa hende, saa din fule Aand skal ei saa det, du leder efter, at føre hende i Desperation, men hun skal med Guds Hjælp dø et Guds Barn.“
