lød hel kleinlig og lespede som et Barn, der kunde have talt et halvt Aar.
Den 16. December blev hun rettet, men anden Dagen før saa Kvinden i Huset Spøgelset staa i Gaarden i menneskelig Skikkelse, men ganske smalt og høit, at det ragede over alle Huse. Den næste Nat før, saa Manden det selv tilhest og stævnede ud til Retterpladsen. Det var saa forskrækkelig stort, at det syntes at række op i Skyerne. Tilforn havde det nogle Gange sagt: Det kunde ikke lade sig se; thi det var som en liden Mus, undertiden saa stort, at dersom de fik det at se, blev de alle forfærdede. Ellers gik hun meget vel beredt til sin Død, saa jeg kunde ikke noksom udsige hendes Tros Stadighed og Pønitentses Alvorlighed.
Efter Revselsen var Spøgelset borte i ti Dage, og man hørte der slet intet til; men efter den Tid begyndte, det paany, saavelsom at tale om flere, som har begaaet samme Misgjerning, sigende sig ei at vige bort, førend alt det Blod blev hevnet. Hvad herom videre med Tiden kan aabenbares med sin endelige Udgang skal ogsaa rigtig blive forfattet; men dette er saaledes passeret, som jeg selv har med mine Øine seet og med mine Øren hørt; saa sandt hjælpe mig Gud.
- Laskestad Prestegaard d. 29. Decemb. Anno 1687.
Den hele Vinter siden continuerede denne malus genius[1] i sine forrige Discurser og det end siden saa aabenbarligen, at han talede om høilys Dag, saa hvor man gik i Gaarden, kunde man høre Røsten, men nu var alle forbuden at videre tale med ham eller svare, saa han grasserede hen, til det led saa langt paa For-
- ↑ Onde Aand.
