begyndte sin Allarm. Men efter to Timers Forløb fornam vi slet intet dertil. Imidlertid dugede Kvinden Bordet, og som vi sad færdig til at gaa tilbords, hørte vi et Slag nede i Gaarden, hvorpaa vi strax løb derhen, men som vi var kommen derhen, hørte vi det banke oppe i Gaarden, og der vi kom derhen, bankede det længer hen i Gaarden, saa det ligesom vilde fixere os og komme os til at løbe efter sig, hvorfor vi gik ind og fik Mad. Efter Maaltiden holdt vi Aften-Chor. Imidlertid hørte vi intet til Spøgeriet, endog det pleiede mest at buldre tilforn, naar de læste og sang og frygtede Gud. Som det nu lakkede til Sengetid, begyndte det igjen at banke paa Stuen, som vi var iude. Slagene var saa selsomme. Det lød i Førstningen dumt, som man vilde lægge en Hynde paa Væggen og slaa til med en Kølle; dog gav det saadant Indtryk, som Huset skulde skjælve, og holdt det ved den ganske Nat. Manden, som var færdig at rømme Gaarden, animerede jeg med Guds Ord og raadede ham til at gjøre Bøn Aften og Morgen i Forsikring, det ei kunde skade et af hans Hovedhaar uden Guds Tilladelse; men forlade sig til, at Djævelen skulde fly, om han blev stadig i Troen, Bøn og Paakaldelse. Hvoraf han samlede Mod til sig og sled Vinteren igjennem med saadan Fristelser.
Anno 1687 om Pintsetider, da Solen gaar over vor Horizont al Natten og fast liden Forskjel paa Nat og Dag, blev det ganske borte en fjorten Dages Tid, saa alting var stille, og Folket takkede Gud for sin Befrielse; thi de haabede nu at blive det kvit. Men strax efter den Tid begyndte det ligesom før, og som det lakkede mod de mørke Nætter, tog det jo mere og mere til, ei alene med Banken paa Husene, men endogsaa med Kasten paa Gaarden, ja endog i Stuen, lukkede
