Døren op og kastede ind Træ, Sten og hvis forekom, ja undertiden slog Folkene og kastede efter dem med Kjeppe og Sten og andet. Undertiden klorede og skrabede paa Døren og Vindueslugerne, ligesom det havde Kløer, og allermest, naar de holdt Chor, eller og naar de læste i Postillen de Søndage, der ei var Tjeneste. Manden kom til mig igjen, ganske forsagt; men jeg atter igjen paa mit Embeds Vegne trøstede hannem og bad, at han vilde have Taalmodighed, indtil jeg med det første skulde komme til hans Hus igjen og forblive nogle Dage. Han lod sig og overtale og blev ved Gudsfrygt Aften og Morgen. Jeg brugte og Kirkens Bønner, at Gud ei vilde lade dem fristes over Formue etc. Og er det at merke, nu larmede det allermest i Stuedøren, hvor der laa to smaa Haandkværne (thi dette Lands Skik er saadan, at de om Morgenen maler det Mel, som de vil tære om Dagen) saa Folkene havde ikke Fred, naar de skulde male, men slog dem med, hvad løst laa i Gaarden, kastede dem i Ansigtet og paa Ryggen; men fik ingen Skade.
Dom. 21. Trinit. holdt jeg der atter Tjeneste, og som jeg stod færdig at følge Manden, kom mig en uformodentlig Forhindring paa, saa jeg maatte reise hjem, tog dog saadan Afsked, jeg skulde inden faa Dage være hos hannem Om Aftenen, som Manden kom hjem, begyndte det ligesaa i Døren med Kasten og Buldren, og som det holdt op en liden Stund, begyndte det at raabe: “Nille-Moder ! Nille-Moder!“
NB. En Tøs af det Navn Nille Jensdatter havde tjent baade de forrige afdøde Folk i en rum Tid som ogsaa været hos disse Folk indtil nu for ¾ Aar, hun qvitterede Tjenesten og tjente hos en anden Mand en halv Mil derifra.
