Biskopen svarede Provsten, at han skulde befale
Klokkeren at indfinde sig personlig hos ham i Bergen.
Randulf havde nemlig selv Lyst til at forhøre sig om
de nærmere Omstændigheder.
Den 16de August næstefter indfandt Klokkeren sig virkelig paa Bispegaarden i Bergen. I Nærværelse af den lærde Sogneprest til Domkirken, Ambrosius Hardenbeck, udspurgte Bispen ham nu om alt, hvad han vilde have seet. Efter at have hørt hans Forklaring formanede han ham til, at han for Fremtiden ikke maatte agte paa saadanne Syner og sligt Spøgeri, men holde sig til det aabenbarede Guds Ord som den ene rette Vei til Salighed. Men skulde det hænde, at Spøgeriet igjen viste sig for ham, saa maatte han ikke “føre det om iblandt Almuen, den menige og enfoldige til Forførelse“, men strax begive sig til sin Sjælesørger og i al Hemmelighed betro ham det.
Til Presten i Fjelberg skrev Biskopen endnu den samme Dag følgende Brev:
“Ærværdige Hr. Peder! Eftersom Eders Klokker har været her i Byen og er bleven af mig examineret om det Syn, som han beretter sig at have seet, befinder jeg dette at være en illusionem diabolicum[1]; thi
1. at han er bleven befalet at gjøre med sin Kvinde, Børn og Tyende en alvorlig Bøn til Gud og sjunge den Psalme: Nu bede vi den hellig Aand – synes selsomt og uden Exempel (hvor gode Aabenbarelser er skeet), at hannem foreskrives Psalmen at sjunge og ikke Bønnen at bede, da ingen af Delene pleier udi gode Aabenbarelser noget at foreskrives, men det haver Gud selv, dennem uformerkt, lagt dem i Munden
- ↑ ɔ: et Djævelens Spil.
