- „Høiærværdige Hr. Biskop!
Jeg kan ikke forbigaa at gjøre Eders Ærværdighed nogen Underretning om det Syn, som Klokkeren i Fjelberg berettede sig at være forekommen, hvilket jeg ei paatvivler jo og vel udi Bergen er spargeret (ɔ: udspredt). Thi efterat jeg haver forstaaet, hvorledes det er blevet hos gemen Mand et almindeligt Bygderaab og af mange med megen løgnagtig Tillæg (som gemenlig pleier) udføres, da paa det den simple Almue ikke skulde drages fra det aabenbarede Guds Ord, foraarsagedes jeg at kalde hannem for mig, haver derfor hans Beretning skriftlig forfattet, som og hermed sendes. Han haver hverken været drukken eller udi nogen Maade den ringeste Sans berøvet, hverken før eller siden; dog saavidt mig synes, falder hans Beretning mig meget underlig og selsom for. Thi efterdi Gud haver paa denne Maade afladet at tale med Mennesken, synes mig raadeligt at blive ved det Svar, som Abraham gav den rige Mand (Luc. 16 etc.). Udi Almindelighed forstaaes det nok, at enhver finder det vel hos sig selv, at Gud er vred paa os for vore Synder, og Herrens Dag at være for Døren kan baade af Skriften og andre Omstændigheder eragtes; men om Gud det ved saadan Middel vilde aabenbare, dømmer jeg intet om. Gud unde mig og enhver Kristen at være beredt hver Dag til Pønitentse at gjøre og saa forvarte Herrens Time med Glæde! Eders Ærv. med Eders kjæreste Hustru og yndige kj. Børn under Guds høie Beskjærmelse trolig anbefalet“.
Dette Brev ledsagedes af følgende Forklaring, som Provsten havde ladet Klokkeren afgive i beediget Stand:
„Jeg Samuel Christenssøn, Klokker i Fjelbergs Prestegjeld, bekjender for Gud ved min Salighed,
