Paa Gaarden Austenaa i Lille Topdal i Aamlid
Prestegjæld boede der flere Menneskealdre før Reformationen
en mægtig Bonde, der hed Staur. Denne
begik engang en styg Ugjerning, for hvilken han blev
raadet at søge Aflad hos Paven i Rom. Han drog
ogsaa ud; men før Udfærden fra Hjemmet spaaede en
Kvinde paa Hyllestad ham, at han aldrig tiere skulde
gjense sin Gaard. Aaret efter kom Staur tilbage fra
sin Romerfærd. Han drog forbi Hyllestad Kirke en
Søndag Formiddag, just som Almuen stod samlet her
og ventede paa Presten. Da han i Folkeskaren fik Øie
paa hende, som havde spaaet ham, vinkede han til hende
og raabte: „Nu er alle Spaakraaker døde; thi Staur
Austenaa er kommen heil heimate.“ Men Spaakvinden
svarede tilbage: „De æ hetnast i Heimskjerra“ (Det er
farligst i Nærheden af Hjemmet). Dette slog ogsaa
fuldkommen ind. Det var om Vaaren i Isløsningens
Tid. Da Staur en halv Mil fra Hjemmet maatte
over en Fjord, brast Isdækket under hans Fødder.
Stedet, hvor han forsvandt, bærer fra denne Dag af
Navnet „Staurshølen“.
Dette utvilsom meget gamle Sagn er af Provst J. H. Bentzen behandlet med poetisk Frihed i et længere Digt „Ildgjerningsmanden“, optaget i Samlingen „Stjerneskud“, S. 150–167.
Til Biskop Nils Enevoldsen Randulf i Bergen
afsendte Provsten Elias Anderssøn den 26de
Juli 1669 følgende Skrivelse fra Skaaneviks Prestegaard: