venske Landskabshelgen St. Sigfrid, hvis Aartid i Sverige dog var den 15de Februar.
Om Oprindelsen til Benævnelsen „Sjurdsmessedagen“ har heller ikke Bygdefolket i det Trondhjemske nogen Oplysning at give. Sælbyggen alene ved at fortælle følgende Eventyrsagn:
Langt oppe i Tiden laa der oppe i Rottdalen i Sælbu to Gaarde, Stærnes og Lunden, som nu begge ligger øde. Sjurd hed Manden paa Stærnes. Engang om Vinteren var han bleven døgnvild og madløs; saa vilde han bort til Lundemanden for at faa laane lidt Mad og høre, hvad Tiden led. Han gav sig paa Veien; men saa raabte det til ham fra Berget:
„Stakkars Stærnesmand
som itnaa ha te Jul,
in Lev Brø i Bur
aa in Stok Ve’ i Skjul!
Vend om, Sjurd!
Du fæ itnaa taa a, dæ æ trur.
Vend om, Sjurd!
Natta i aa Daagaan to te Jul!“
Sjurd vendte da om; siden kaldte man Dagen før Juleaften Sjurdsmessedagen.
O. Stv. Hansen, Bygdefortælling (Tromsø 1873) S. 25. Jfr. Segnir fraa Bygdom II, S. 7 fg. Lignende „Regler“ findes fra flere andre Kanter af Landet, saaledes fra Kvikne i Østerdalen, Setesdalen m. fl. Paa det sidstnævnte Sted har „Pesta“ i Findalen alene skaanet et gammelt Ægtepar, Knut og Thora Nuten. Midtvinters skal Thora hen til Nabobygden for at høre, hvor nær Jul det lider. Underveis raaber Troldet til hende:
„Deka, deka Thole!
Baka du Brøuo til Jole!
Note ei
Og Dagane tvæi
So længje æ de til Jole!“
A. Faye, Norske Sagn (2den Udgave) S. 137 fg.
