endnu skulde „staa hel og nu alene benyttes af Kapitulet i Trondhjem“. Som enhver ved, der har besøgt den ærværdige Domkirke, har Kapitelet fra Schønings Tid og indtil vore Dage gaaet under den forvildende Benævnelse „St. Klemens’s Kirke“. I 1708 – og sandsynligvis ogsaa dengang Lagmanden skrev – var det derimod den forfaldne vestre Fløi af Kirken, som Byens dannede Kreds fandt for godt at kalde saa. Almuesmanden kjender nuomstunder, ligesom dengang Maschius udgav sit bekjendte Kobberstik over Kirken, intet andet Navn paa den end „Gammelkirken“.
Hvor Lagmanden har faaet Benævnelsen „St. Sigvards Kirke“ fra, er ikke let at skjønne. Kjendte man paa den Tid i Trondhjem en Helgen „St. Sigurd“? Beror det hele kun paa en misforstaaet Læsning af Peder Claussøns Oversættelse af Snorre?[1] Eller er maaske Navnet fremgaaet af begge Dele i Forening?
Det er sikkert nok, at man engang i det nordenfjeldske har hyldet en „Hellig Sigurd“, hvis Aartid var den 23de December. Denne Dag er endnu vel kjendt i Trondhjemsbygderne under Navnet „Sjurdsmessedagen“. Dagen kjendes ogsaa paa forskjellige andre Steder i Landet. Det er for nærværende ikke let at afgjøre, om den har været festligholdt til Minde om en simpel Bondehelgen eller en merkeligere historisk Personlighed, skjønt Tanken kunde ledes hen paa forskjellige, saasom den ulykkelige Tronprætendent, Trønderen Sigurd Slembe, den mægtige Erkebiskop Sigurd, der fuldførte Domkirkens Bygning, eller den
- ↑ Jeg sigter her til følgende Sted (S. 740 i Udgaven af 1633): „Den Sommer (1249) hafde Erckebispen ladet bygge eller lægge Grundvolden til Christkircke, saa langt som den nu er Vester bygt.“
