De allerfleste ved, hvem Halvor Hoel var, og kjender vel ogsaa en Smule til den af ham istandbragte Bondereisning, der gik ud paa at faa Storthinget ophævet og Enevoldsmagten gjenindført.
De, der har et nærmere Kjendskab til vort Fædrelands nyeste Historie, ved, at denne hans Optræden var et Udslag af hans personlige Forbitrelse mod Storthinget. Valgt til Medlem af det første ordentlige Storthing 1815 var han bleven afvist her, idet der af et af Medlemmerne fremlagdes en Kommissionsdom, der viste, at der en Del Aar forud var bleven reist Sag mod ham som indviklet i en svær Forbrydelse. Han var imidlertid bleven frifunden for videre Tiltale, og det er vel saaledes meget tvilsomt, om Storthingets Afvisning kan siges at have været helt berettiget.
Grunden til hans Afvisning maa søges i dybere Forhold, som man ikke godt kunde forelægge Offentligheden paa Sagernes daværende Standpunkt. Man har – man tør vel sige selvfølgelig – i Datiden været fuldt vidende om, at Halvor Hoel, der undslog sig for at aflægge Kong Kristian Fredrik Troskabsed, i Løbet af 1814 havde staaet i Forbindelse med Sverige og arbeidet for Norges Forening med dette Rige, – et eiendommeligt Forhold, hvorom der efter Udgivelsen af Grev Essens Korrespondance ikke kan herske Spor af Tvil.
Unionsven i 1814 – Storthingsrepræsentant i 1815 – Tilhænger af Enevældet i 1818 – større Svingninger kan vel ikke godt tænkes mulige, og man har derfor fra den udvortes Side betragtet „Løshed,
