Side:Øverland - Af Sagnet og Historien.djvu/199

Lær at staa ulykkelige bi,
Ei ved din Vægt at forøge Skjebnens trykkende Byrde.
Da skal Danien ogsaa for dig engang aabne sit grødefulde Skjød,
Og Norrige søsterlig lette dine Plager.
Ei var Forfængelighed eller Uretfærdighed Aarsag til vort Vanheld,
Men fremmed Troløshed og Vold.
Fordum hærgede Normænd Bretlands Kyster.
Daner og Sveamænd sloge sig til deres Faner.
Seinen bar nvillig Vores Ødelæggelser til Landets Inderste,
Og Frankernes Kongestad skjelvede.
Ingen Mand foragte Hævnen, fordi den bier,
Dersom Efterslægten er ham kjær.
Bevis paa denne Sag er Kjøbenhavns end rygende Ruiner,
Bevis er Engelands Søetyrannie.
Men, o Statsretfærdighed! bryst dig ikke:
Du bestemmes kun af Stolthed eller Egennytte.
Et blindt Redskab i den høiere Styrers Haand.
Indtil du lærer at handle med Indsigt i hans vise Plan.
Og Lyst til Fred udmærker dine Forholdsregler.

Cæsarers vældige Genie,
Gjenfødt og, som Alt, forædlet ved Cultur,
Øiner Enden, afcirkler sin Gang derefter.
Men Stormen driver det til Siden,
Skyer mørkne Maalet og Veien, som dertil fører,
Ogsaa blindes det skarpeste Lyn af altformegen Glands.
Forson, Skandinaviens Folk! den høie Beherskers Vrede,
Frygteligst, naar den tøver.
Thi Havet vil ei alene beskytte dine Kyster,
Og Britanniens Flaader engang saae Andet at udrette.

Ei fare vi længere i Østerled,
Thi Rusland er stort og mægtigt uden Lige.
Colossalst hænger det ud over Norden,
Taber sig i Sønden i noverskuelige Sletter.
Ær al Vælde, thi Magten er af Gud.
Beskedenhed og Maadehold især den Svageres Dyd.
Men forbind dig til Forsvar kun med Ligemænd:
Saadanne Forbund ere troe, ei ydmygende eller farlige,
Dersom Lyst til Mere, Mistanker og Misundelse ikke svække dem.