Side:Øverland - Af Sagnet og Historien.djvu/198

Omsonst –
Thi Feighed fandt mod Tapperhed et Værn i Rigdom:
Kunsten sammensvor sig med denne,
Forført af Sandsernes Tillokkelser.
Saaledes foreskrev Magten Love
Medens Kraften undveg, adlød eller taug
Men Hovedaarsagen til Nordens Ulykker var Folkenes Tvedragt.
Efter Aarhundredes blodige Kamp
Blev omsider en løs og selsom Forening truffen.
Sørgeligere end den forrige Splid
Hvis ikke Tiden selv om Dan og Nor havde slynget et fastere Baand
De paany afsondrede Folk vandrede hvert sin egen Vei
Lykkelige, dersom deres Baner ei saatidt maatte krydse hverandre.
Thi Magt og Vælde taaler ingen Medbeiler:
Hvad der ene taaler, ja begjærer dem, Dyd med Visdom
Er sjelden Folkenes fælles Maal,

Ei lad os vække den lange Strid,
Fra hvilken Side først Fornærmelsen kom.
Dens Aarsag være, som den er, begravet i Forglemmelse.
Og ingen Krig oprippe de ved saamangen Fred længe siden lægte Saar.

Fast sluttede til hverandre frygte Skandinaviens Folk ingen Fiende,
Men Øieblikkets Fordeel gjør Statsstyrerne kortsynede:
Det Hele bliver, ueens med sig selv, til et lettere Rov.

Mægtig ved Erobringer vil du, Svearige! neppe vorde:
Aldrig attraaede dine Søstre saa tvetydig en Ros.
Efterat Britanien var tabt og Østersøens Kyster vare dyrkede.
Inden dine Vinger udvoxe, ville de snart igjen blive stækkede.
Norge vil med Danien selv hævde din Selvstændighed.
Dersom du ønsker intet mere.
Men til Finlands Ørkener ville deres Krigere ikke følge Dig,
Thi Nevas frosne Bredder skulde de ei faa at se,
Og Keiserstadens Grundvolde skal den foreenede Magt ei kunne rokke.
Benyt dig uden Trods af din lykkelige Stilling:
Vær, hvad din Fordeel kræver, Storbritanniens Ven.
Ei dens Bundsforvandte mod os og mod fælles Menneskeret.
Selv prøvet i Hunger og Gjenvordighed,