er det, fordi det har stort Værd, ikke som et sjeldent Kuriosum, men som et virkeligt Aktstykke, der udtrykker det Haab og Ønske, som besjælede et til Selvbevidsthed vaagnende Folk.
I Aarhundreder bestode Danmarks og Norges Riger,
I Aartusinder maaskee Skandinaviske Folk og Stater
Hvad der forfaldt, ravede, gik under,
Det styrtede ved indvortes Rystelser, indbyrdes Strid.
Fra Norden udfor Skræk,
Ingen Fremmed mødte eller holdt den tilbage,
Bag Fjeldes, Skjæret og stolte Skibes Mure,
Med mandigt Bryst
Qvad Skjalden tryg, og Helten forud nød
Den klare Drik, som Valhals Møer iskjenke.
Mindre Stater smeltede tilsammen.
Som de store Himmelkloder danne sig af smaa,
Men paa den lidet frugtbare Grund
Vare Nordens Folk vidt adspredte.
De forenede Masser
Maatte for Sondens Magter staae tilbage,
Dersom Kraften ei erstattede,
Hvad der i Mængden afgik hine.
Det Hele blev mindre end enhver af Delene,
Som de sjeldne Neger paa en tyndt bevoxet Ager
Forgjæves samle sig til en anseelig Hob.
Fredelige Kunster, Handel, Overdaadighed,
En yppigere Jordbunds forbudne Frugt,
Svækkede vel efterhaanden denne Kraft,
Men ei i samme Grad,
Som hos forkjelede Sydboere,
Og mindre følte Landmanden, Folkets Kjerne,
En unaturlig Forfinelses Onder.
