udover de nærmeste Bygder – og knap det kanske
– synes Fossens hele Tilværelse saaledes ikke at have
været kjendt, og det maa vel siges, at det nærmest
var en Tilfældighed, som gjorde, at den med en Gang
opnaaede at blive en af Landets mest berømte Naturmerkværdigheder.
Paa en mineralogisk Exkursion i Øvre Telemarken havde Overbergamtsassessor Jens Esmark paa Kongsberg i Sommeren 1810 havt Anledning til at se Fossen og foretage et Slags Maaling af den. Ved Hjemkomsten omtalte han denne sin Opdagelse og foranledigede herigjennem Myntmester Pram til at reise derhen for at tage en Tegning af Fossen. Selv synes Esmark udenfor en Notis, han fik indrykket i Lærde Tidender for samme Aar, ikke at have villet publicere noget om sin Opdagelse. Men Rygtet herom spredte sig dog hurtig vidt og bredt og kom snart ogsaa Vicestatholderen Prins Friedrich af Hessen for Øre.
Som bekjendt var i Slutningen af det 18de og Begyndelsen af det 19de Aarhundrede Sværmeriet for Naturen og særlig da Sværmeriet for den norske Natur paa Mode inden de høieste Kredse i de forenede Riger. Prins Karl af Hessen, den høistkommanderende General hertillands, havde i saa Henseende været den toneangivende. Trods sin Magelighed havde hans Søn, Vicestatholderen, arvet en god Portion af dette hans Sværmeri, og denne Interesse skulde det da især skyldes, at Opdagelsen kom til at vække en betydelig Opsigt hos Samtiden.
I forskjellige Verker og til forskjellige Tider er den Korrespondance, som Esmarks Opdagelse foranledigede, bleven offentliggjort, og de Oplysninger, som denne indeholder, skal her samles under et.
