som et Uhr og fæstedes paa Kariolen. I vore Bedstemødres
Tid var Aspaas’s Garnvinder af Staal meget
i Velten. Af disse solgtes der saa mange, han kunde
faa istand, og de forskreves helt fra Kjøbenhavn.
Den sidste Gang, Svend Aspaas findes omtalt i Literaturen, er i N. Hofman Sevel Blochs Reise-Iagttagelser. Denne traf ham om Høsten 1806, da han reiste over Hedemarken, i Vangs Prestegjeld, hvor han forestod Bygningen af Hovedsognets nye Kirke. Det var den bekjendte Provst Abraham Pihl, der i sin Samtid nød megen Anseelse som Mekanikus og astronomisk Observator m. m., som havde faaet ham til at paatage sig dette Arbeide. Den af Svend Aspaas opførte Kirke staar fremdeles. Folk, som ikke ved, at det er norsk Bondearbeide, sætter den forresten ikke meget høit som arkitektonisk Bygverk betragtet.
Sevel Blochs Trondhjemske Blandinger. Sammes Reise-Iagttagelser. Børge Langelands utrykte Optegnelsesbog.
Det eneste Sted i vor ældre Literatur, hvor Rjukan-Fossen
omtales, er i Willes „Beskrivelse over Sillejords
Prestegjeld“, hvor det S. 14 heder:
„Lidt mere end 1 Mil fra denne Elvs (d. e. Maane-Elvens) Begyndelse formerer den ved Gaarden Vaae i Dals Annex i Tind en Foss, kaldet Rukan, der nedstyrter paa en Distance af næsten ½ Fjerding og derved bliver lige saa græsselig som Sarpen, da den ved sit Fald foraarsager en Brølen og Røg af Vand, som staar høit i Veiret og derfor giver den Navn af Rygende“.
