Tidernes Løb, vilde det vist være bleven en ensformig og tung Saga; men det sørgeligste Afsnit i den vilde vistnok have været Beretningen om, hvorledes det gik til, at Hans Aspaas „døde“ i den paa den Tid, da den svenske General Karl Sparre havde huseret med Ran og Brand i Bygden og Irgens’erne paa Røros slog sig som værst vrange mod Bygdefolket og hverken agtede Guds eller Kongens Lov. Det er vel ikke fortalt, hvad det var, som holdt Mindet om hans „Død“ oppe gjennem Tiderne; men det kan man sagtens med en Smule Kjendskab til Fjeldalmuens Tænkemaade og Enfold slutte sig til. Men Aspaasgranen lagde ikke sin trætte Krone til Hvile for bestandig, før der var rundet et nyt Skud af Ætten, som skulde bøde paa det Brist i Folks Omdømme, som den havde lidt ved den Mørkets Gjerning, som Hans i sit Tungsind begik.
Svend Aspaas var født i et af Aarene omkring 1735 – nøiere kan Aaret for Øieblikket ikke opgives – og han var paa det nærmeste jevnaldrende med en anden Aalbyg, Børge Langeland, der ogsaa var anset som et Bygdegeni. Sandsynligvis har disse fra Barndommen af holdt sammen paa samme Vis, som de endnu gjorde, da de allerede havde passeret Støvets Aar. Men medens Borge forblev hjemme i sin Fødebygd, maatte Sven søge sit Brød andetsteds, og i sit 17de Aar kom han til Rørosverket som Smededreng og stod Læren ud. Under denne fik han Leilighed til at lægge baade godt Nemme og Opfindsomhed for Dagen. En Stiger ved Hestedals Grube var den første, som blev opmerksom paa ham, og denne anbefalede ham til Verkets Direktører. I Forbigaaende skal her bemerkes, at de Direktører, som Verket havde hele det 18de Aarhundrede igjennem, allesammen var brave
