Mænd, som har sat sig et vakkert Minde hos Rørosingen, ikke mindst ved den Velvillie, hvormed de tog sig af sine Folk. Svend Aspaas behøvede heller ikke stort mere, end at Opmerksomheden blev henvendt paa ham; – Resten kom da af sig selv. Som Følge af den Anbefaling, han fik af Stigeren, kom han til at være med, da Fæmunds Hytte opførtes, og da de til Transporten af Malm og Kul fornødne Pramme skulde bygges af Skibsbygmestere fra Trondhjem. Svend Aspaas lærte dem snart Kunsten af og kunde optage Konkurrancen med dem: de Pramme, han byggede, var i det mindste ikke slettere, men meget billigere end de, Trondhjemmerne leverede.
Svend Aspaas blev efterhaanden en af Røros’s Merkværdigheder. Han hørte neppe til de storslagne, geniale Naturer, der med én Gang forstaar at gjøre sig gjældende. Han synes tvertom at have været en stille og tænksom Mand, der gik langsomt, men sikkert frem. Først da han var omkring de femti, havde han naaet sin fulde Udvikling; men da var han ogsaa anseet for at være en virkelig Mester i de forskjellige Fag, han efterhaanden havde lagt sig efter. Hvad der med en Begavelse som hans især maa siges at være merkeligt, er, at alt, hvad han lovede, blev opfyldt til Punkt og Prikke, ikke blot med Hensyn til Arbeidets Udførelse, men ogsaa med Hensyn til Afleveringstiden, skjønt der under den brogede Mangfoldighed af Hverv, som overdroges ham, selvfølgelig var mangt og meget, som han kun med Ulyst paatog sig. Om Sommeren opførte han Boliger for Stadens konditionerede Familier. Saaledes byggede han for Direktør Peder Hjort den endnu staaende smukke Hovedbygning paa Gaarden Engan, der tiltrods for sin Ælde og sit Forfald tildrager sig
