tigt Hjerte Anne Kristine, da hun for ilde og satte
Livet til.
Marie Olsdatter – alias Jens Opsal – rømte tilsidst i Mandsklæder fra Arresten og var ikke mere at finde, om man overhovedet var uleiliget med at søge efter hende. Men om Fremgangsmaaden med at skaffe den tragikomiske Historie ud af Verden just har været den samme som af Fru Dunker meddelt, derom findes der intet oplyst i de Beretninger, som er afgivne af deres Velærværdigheder Hesselberg og Strøm.
Conradine Dunker, Gamle Dage, S. 79 fg. Samleren, et Ugeskrift, udg. af E. Gunnerus, Bd. I (1787) S. 193 ffgg.
Gaarden Aspaas i Aalens Sogn, et Par Mil nordenfor
Røraas, hørte i Fortiden og hører vel fremdeles
til de mere tungtdrevne Brug i den fattige Fjeldbygd,
hvis Opsiddere ved Arbeide paa „Verken“ har
været henviste til at skjøde paa den Levemaade, som
den karrige Jord ikke formaar at yde. Der har været
smaat Stel der paa Gaardene mangen Gang, naar
Uaar slog til, naar Vinterføret udeblev eller Sneen
stængte for, og, man saar lægge til, naar Rørosverkets
Kasse ikke var i Orden. Vi har vel heri for en Del
Forklaringen paa det Lynne, som efter gammelt Sagn
i tidligere Tid gav Aspaasfolket et eget Præg fremfor
deres Sambygdinger. Havde den gamle Aspaasgranen,
som blæste ned i den haarde Storm midtvinters 1780,
og som havde staaet der i meget over hundrede Aar,
kunnet fortælle, hvad den havde været Vidne til i
