hvormed Mænd sysselsættes. For at saa denne sin Lyst tilfredsstillet havde hun i Mandsklæder forladt sin Hjembygd og taget Tjeneste først i Skoger, siden paa Strømsø og nu sidst efter sit „Giftermaal“ i Svelviken. Overalt, hvor hun i den første Tid havde tjent, havde hun været saa plaget af Jenternes Overhæng, at hun ikke havde vidst andet Raad for at blive det kvit end at gaa hen og gifte sig. Naar hun havde valgt en Pige af sat Alder, var det ene og alene af den Grund, at hun haabede og troede fuldt og fast, at ingen da vilde komme efter, hvem hun i Virkeligheden var. Det skulde saaledes nærmest være for et „Fornuftgiftermaal“ at regne, idet de havde indgaaet sin Forbindelse for „Næringens og Levebrødets Skyld“. Alt var da ogsaa gaaet godt og vel helt til den Dag, da Anne Kristine slog sig vrang og blev sin Ægtehalvdel utro.
I de fleste af disse Punkter forklarede baade Anne Kristine og Marie Olsdatter sig i Overensstemmelse med hinanden. Men i det vigtigste Spørgsmaal, som Retten maatte forelægge dem, var deres Vidnesbyrd ikke lidet afvigende. Medens Anne Kristine erklærede, at hun helt til et Par Uger efter Bryllupet havde været aldeles uvidende om sin „Ægtefælles“ sande Kjøn, paastod Marie Olsdatter – alias Jens Opsal –„ at det ikke forholdt sig saa, og at Anne Kristine var fuldt vidende om Forholdet, dengang Bryllupet fandt Sted.
Det smukke „Ægtepar“ blev indsat i Arresthuset paa Strømsø, og Marie Olsdatter vedblev at bære de Klæder, hvortil hun nu engang var bleven vandt. Nu fandt de og hinanden igjen, og skjønt Anne Kristine undskyldte Marie, og denne begræd af et oprig-
