Kristines Vedkommende var Lykken saa stor, som man havde tænkt sig.
„Gamle“ Anne Kristine, som havde faaet sig saa vakker og dygtig en Mand, som nogen kunde ønske sig, var bleven løs paa Traaden og var allerede som nygift Kone begyndt at tøise med Matroser og kanske ogsaa med andre Fyrer. Denne hendes Opførsel var gaaet den stakkars Jens saa nær til Hjerte, at han, som hidtil havde været Ædrueligheden selv, slog sig paa Drik, og naar han saa kom fuld og gal hjem, var han vond mod Konen og dængte hende.
Saa var det en vakker Dag, at Anne Kristine indfandt sig paa Hurums Prestegaard og talte med Presten Mørch i Enrum. Snart vidste man og, at Anne Kristine havde angivet Jens for en Forbrydelse, der var saa stor, at man aldrig havde hørt noget lignende.
Anne Kristine havde nemlig betroet Presten, at hendes Mand, Jens Opsal, var et udklædt Fruentimmer.
Presten foreholdt da Jens denne Konens Angivelse; men han slog sig vrang og sagde, det var Løgn, hun for med. Presten lod det ikke bero dermed, men indberettede Sagen for Amtmand Fjeldsted. Da det nu var bleven bragt paa det rene, at Amtet ikke saa ganske uden videre vilde tage Jens’s Benegtelse for god, skulde Piben saa en anden Lyd. Jens Opsal sagde da til Presten, at det nok havde sin Rigtighed med Anne Kristines Angivelse alligevel.
Jens Opsal var – saa lød Tilstaaelsen – en Kvinde, hvis rette Navn var Marie Olsdatter. Hun var sødt i Grans Prestegjæld paa Hadeland. Som Fattigmands Barn havde hun tidlig maattet tage ud for at tjene og havde faaet Lyst til det Slags Arbeide,
