røg uklare, naar den ene syntes eller troede at synes, at han kunde se nok saa venligt til en anden Kant, og Justitsraaden holdt vaagent Øie med sine Pigers Jens; men han skulde aldrig finde eller merke andet, end at denne gav sine kvindelige Medtjenere saa liden Grund til at hænge efter sig, som nogen Mandsperson overhovedet kunde gjøre. Andet skulde da heller ikke oplyses fra Skoger, hvor Jens sidst havde tjent som Gaardskarl. Det var sandt nok, at Sognepresten, Hr. Grønbech, havde faaet ham til at flytte ud af Sognet; men hermed havde han ene og alene havt Jens’s Vel for Øie. Han vilde nemlig redde den staute og skikkelige Ungersvend fra at falde i de Snarer, som han saa, at de træske Kvinder overalt lagde for hans Fødder, saa forgabede de var i ham.
Justitsraad Gram var nok ikke fuldt saa ømskindet paa Dydens Vegne, som Skoger-Presten var. Han havde sin Husfred saa kjær, at han formelig glædede sig, da han hørte, at Anne Kristine var den lykkelige, som i denne Kvindekrig gik af med Seiren. Men hans moralske Følelse oprørtes ikke i ringeste Maade, da han spurgte, at hun „efter den blandt gemene Folk brugelige Skik“ modtog Besøg af sin Kjæreste om Lørdagskveldene.
Hvorom alting er, tør det nok hænde, at Pigerne i den gode Stad Strømsø i mere eller mindre stille Sind har misundt Anne Kristine den Lykke at træde for Alteret med Jens. Men snart skulde de tabe dem af Sigte, idet Jens ved den Tid, Bryllupet stod, fik Arbeide paa Glasverket i Svelviken, hvor han tjente gode Penge.
Men efter nogen Tids Forløb skulde det rygtes ind til Strømsø, at hverken for Jens’s eller for Anne
