tæller Fru Dunker – kom ham her tilpas. Hans Madmoder kunde ikke noksom berømme ham, og her blev han i fem Aar, da Pigerne i Nabolaget begyndte at falde ham til Besvær. De begyndte at kappes om, hvem der skulde faa den vakre Ole til Kjæreste; men jeg behøver ikke at sige, at deres Stræben var forgjæves. Hans Madmoder sagde en Dag til ham: „Ole, du gjør bedst i at vælge en af disse Piger til din Kjæreste, saa bliver der Ende paa Sagen, og de andre slaar sig til Ro.“ Ole forsikrede hende at han ingen Kjæreste vilde have. Skulde den vakre Ole have forelsket sig i mig? tænkte Konen. „Ole, vil du da være min Mand, saa bliver du Herre i Huset og faar alt det, jeg eier.“ Nu maatte Ole græde og fortalte hende sin Historie. Da Konen havde betænkt sig noget, sagde hun: „Dersom du vil som jeg, da skal vi fortie alt dette; du gaar til Presten og forlanger Brudevielse, vi lader os vie sammen, vi forlader ikke hinanden, og jeg triumferer over de indbildske Tøse.“ Ole gjorde, som hun bød; de blev viede i Kirken, og de levede (Fru Mandahls Ord) i et lykkeligt Ægteskab i fem Aar. Efter denne Tids Forløb begyndte Konen at føle Skrupler. Hun mente, hun havde begaaet en stor Synd, vanhelliget Guds Hus.
Desuden var hun bleven vred paa ham. Nok, hun gik til Politiet og angav ham. Ole blev nu arresteret, og da han blev ført til Raadstuen, gik en Pige hen til ham og sagde: „Tak skal du have, Ole, at du ikke vilde have mig.“ Borgermester Strøm kaldte Politimesteren til sig og sagde til ham: „Denne Sag vil gjøre os latterlige over det hele Land; giv Slutteren Ordre til at lade Raadstueporten staa aaben i Nat! Dette vil være den bedste Maade, at komme derfra
