da denne Giftermaalshistorie gik for sig – og har gjenfortalt den paa en meget fri Maade. Som et Forsøg i Bondenovellen er hendes Beretning ikke ueffen, og har Presten Immanuel Kristian Graves „Nationale Fortællinger for den norske Bondestand“ været hendes Forbillede, saa har hun klaret sin Opgave ulige bedre end sin Lærer. Det vil i ethvert Fald fremgaa af en Sammenligning af Fruens Fortælling med den Fremstilling, som Sognepresten til Strømsø, Hr. P. N. Hesselberg og Ekerpresten Hr. Hans Strøm gav af den snurrige Tildragelse kort Tid efter, at den havde fundet Sted.
– Først skal Fru Dunkers Fortælling gjengives i forkortet Stand.
I Hallingdal havde en stor og sterk, fjorten Aar gammel Pige i Hidsighed slaaet til sin Moder. Dette havde to Kvinder været Vidne til, og de truede nu med at angive hende for Øvrigheden. For en Forbrydelse af denne Art kjendte Tidens Lovgivning ingen anden Straf end Livsstraf eller under formildende Omstændigheder Tugthusstraf paa Kongens Naade. Nys før var hendes Broder Ole, der var et Aar ældre end hende, afgaaet ved Døden. For at undgaa den triste Lod, som ventede hende, iførte hun sig Broderens efterladte Gangklæder, og forsynet med hans Døbeseddel rømte hun ud af Bygden. Hun tog derefter Tjeneste hos en Bonde i Telemarken, hos hvem hun blev i fire Aar. I denne Tid erhvervede hun sig Færdighed i Læsning og Skrivning samt Kristendomskundskab. Efterat hun var bleven konfirmeret, fik hun Lyst til at se sig lidt om gi Verden og tog Tjeneste hos en Høkerenke i Drammen, selvfølgelig forklædt som Mandfolk. „Hans Færdighed i at skrive og regne“ – for-
