til den anden som en tyk Tømmerstok og aad op Græsset. Man slap
sidstpaa Svinene paa Engen, og disse fik slig Smag paa den, at de
ikke engang rørte Kornet, som var indenfor samme Indhegning. Naar
Svinene havde ædt sig mæt paa Græsmark, lagde de sig til at sove
og tog saa fat igjen paa et nyt Maaltid. I Løbet af 14 Dages Tid
kunde Svinene af denne Føde blive smækfede. Ogsaa her stod man i
den Formening at Ormene faldt ned fra Skyerne, idet man fandt
dem paa sine Hatter, og man efter en Sneføike havde fundet en Mængde
af dem paa Dækket af et Skib, som befandt sig temmelig langt fra
Kysten.
– Græsormen havde i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede været observeret paa forskjellige Steder i Sverige. I 1786 optraadte den ifølge Wilses Reise-Iagttagelser paany i Mængde, dog var dens Herjinger dengang ikke paa langt nær saa betydelige, som de i 1742 havde været.
„Det gaar underligt til i Verden – og paa Moss“,
siger man nuomstunder. I forrige Aarhundrede havde
man derimod en Smule Tilbøielighed til at forlægge
Scenerne for det vidunderlige, det vidunderligere og
det vidunderligste til en anden af Byerne ved Kristianiafjorden,
nemlig Drammen.
Ja, man kan gjerne gaa et Skridt endnu videre, til Sfæren for det allervidunderligste, og man vil kunne læse derom i Byens Historie. Jeg tænker, nogen hver vil medgive, at stort længere vil man ikke komme paa dette Omraade, naar man hører, at Drammen har et Giftermaal mellem to Kvinder at opvise.
Fortællingen herom hører hverken til de nye eller til de opbyggelige Materier. Fru Conradine Dunker har havt sat paa den – hun hørte den 1835 af Fru Mandahl, født Robsahm, der var bosat i Drammen,
