13. Ak, Herre, straf os ikke saa,
At vi af Landet gange maa,
For Hunger rent at falde hen,
Men giv os Føden dog igjen.
Vi Vreden din, o Fader! ser, –
O Herre, straf os ikke mer!
14. Du Orme her nedregne lod,
Der opaad Frugten, som her stod,
Lad Jorden bære Kornet frem,
At vi maa Føden faa igjen
Dit Navn vi derfor prise vil,
Saa længe som vi ere til.
15. Vær dog ei længer paa os vred.
Men vis os din Barmhjertighed!
Vi ved, vi har fortørnet dig
Med vore Synder skammelig,
Lad det til Naade drage dig,
Og vær os saa miskundelig!
16. Dit Ris vi kysse, Herrre sød!
Og takke dig indtil vor Død,
At du ei rent udslettet har
Os som fra dig bortviged’ var,
Dit Navn ske Lov til evig Tid,
Gud, vær os alle mild og blid!
Et Udslag af denne Bodsstemning, som raadede i alle Samfundets Lag, har man ogsaa i Afholdelsen af extraordinær Bededag.
Den 9de Juni 1742 indgik Biskopen over Akershus Stift, Niels Dorph, med følgende Forestilling til Kongen:
„Stormægtigste Monarch,
- Allernaadigste Arve-Konge og Herre.
Da Gud haver tilforn udi næst foregaaende 2de Aar udi sin Retfærdighed og Vrede over Lan-
