12. Tilsidst de til smaa Fugle blev,
Som Veiret bort fra Landet drev;
Men hvad de efterlode sig,
Var Stank, ond Lugt ret græsselig
Af døde Ormes Hud og Skal,
Som laa paa Marken overalt.
– I en ret morsom og snurrig Bog af Presten Jakob Borrebye, kaldet „En liden Tidsfordriv“, der udkom omkring 1750, beskrives Landeplagen paa en Maade, der stemmer godt overens med Visen:
„Aar 1742 udi Sommeren, da Luften begyndte at blive hed, nedfaldt af Luften en stor Del Orme paa Bygden omkring Christiania i Norge, iblandt hvilke de fleste var sorte, andre stribede, nogle faa indsvøbt i en tynd Hinde som Silkeorme, hvilke blev siden til Sommerfugle; af disse usædvanlige og skadelige Orme blev Sæden med Græs og Urter, hvor de faldt paa i en Hast, saaledes opædt, at mange Mennesker og Kvæg derover maatte lide stor Mangel paa Føde, ja mange døde af Hunger, Efterat Grøden saaledes var fortæret, krøb endel af disse Orme ved indfaldende Regn ned i Jorden og døde, de, som blev tilbage paa Marken, døde selv af Hunger, og deres Aadsler foraarsagede en overmaade vederstyggelig Lugt og Stank.“
– Ligeoverfor en saadan Landeplage stod Befolkningen aldeles magtesløs, og da man i den ligesom i de forudgaaende Uaar maatte se en Himlens Straffedom, bredte en Bodsstemning sig over Menighederne i det haardt hjemsøgte Stift.
Denne Stemning har da ogsaa faaet et gribende Udtryk i den ovenanførte Vises 4 simple Slutningsstrofer:
