Side:Øverland - Af Sagnet og Historien.djvu/166

6. Man mange Mænd og Kvinder saa
Bedrøvelig paa Marken gaa
At søge med Besværlighed
Om lidt til Livs Nødtørstighed;
Men alting plat fordærvet var
Af Ormenes den store Skar’.

7. De Ben, som der paa Marken laa,
Dem stødte de til Mel saa smaa,
Ja ogsaa Bark af Træer sled.
Med vilde Rødder det tilrev,
At holde op den usle Krop,
Som var vansmægt fra Taa til Top.

8. Ja, megen Jammer man der saa,
Hvorledes at de Mødre laa
Paa Marken og ved deres Bryst
De spæde Børen havde kryst.
Hvo kan beskrive al den Nød!
Af Hunger laa de alle død’.

9. Der var saa stor en Nød forhand,
Ja større, end jeg sige kan.
Hver sig for sine skjulede
Som vare saa forsultede,
At de besvimed jammerlig
Og Livets Ende ønsket sig.

10. Det og elendigt var at se
Paa Fælled med det arme Kræ,
Som ogsaa død til Jorden faldt.
Ja, det var næsten overalt,
Saavidt som disse Orme kom,
Blev Marken baade bar og tom.

11. Da Ormen’ havde ædet af
Alt det, som Gud paa Marken gav,
De selv for Føde vrimled’ om,
Saa svandt de bort som Græs og Hø
Og maatte med omsider dø.