1. O Jammer og Elendighed!
Det Ris, som Gud os revser med,
Vi dagligen for Synden maa
Fornemme, at vi skal forstaa,
At vi paa hans Velsignelse
Lidt Skjønsomhed har ladet se.
2. Snart bruger Gud den blodig Krig,
Snart dyr Tid, at hver jamrer sig,
Snart Orme æde alting bort,
Og Hunger vores Liv gjør kort;
Det Norge nu forsaget har,
Hvor Orme gjorde alting bar.
Derefter giver Visen i Strofe 3–12 en Skildring af Landeplagen og den Elendighed, den medførte:
3. Ved Staden Christiania
Og Egnen vidt og bredt derfra
Der Orme udi Hobetal
Nedregnede paa Mark og Dal.
Man Marker maatte blotte se,
Som de var hugget af med Le.
4. Jeg noget her opregne vil,
Hvorledes at det der gik til,
Saavidt man ved og haver hørt
Og derfra blevet os tilført,
Hvad mere Nød og Jammer man
Fra dette Sted opregne kan.
5. Det var bedrøveligt at se,
Hvorledes at Forældrene
Fra deres Børen maatte gaa
Og Brød til dem ei kunde saa,
De vare selv i største Nød
Og ønskede at være død.
