varm, faldt en stor Del Orme ned paa Bøyden omkring Christiania, hvilke udi en Hast saaledes opaad den velsignede Sæd med Græs og Urter, at baade Mennesker og Kvæg derudover elendig af Hunger maatte dø og omkomme. Den Sorg og Bedrøvelse Indvaanerne sammesteds og de derom boende haver været udi at se saadan en Mængde af saa usædvanlige og skadelige Orme, kan enhver forestille sig selv. Ellers er der adskillige Meninger om samme. Nogle vilde sige: disse Orme haver været af det Slags, som gemenligen overalt i Norge kaldes Kaal-Orme, hvilke efter Ormenes Natur i deres Æg skulde have været lagt i saadan Mængde i forrige Høst, at de da ved Varmens Temperament er af deres Æg udkrøbne, og fordi de vare sorte, slutter de, af det de haver ligget Vinteren over under Sneen, hvor de efter saa lang Tid vare saa udhungrede, at de med desto større Graadighed opaad Markens Sæd og Grøde; andre beretter, at de ere nedfalden af Luften, hvilket mange bifalder, overalt lader man herom enhver beholde sin Mening, og meddeler dem denne Efterretning, hvorledes samme Orme lode sig tilsjune, først vare de fleste sorte, andre stribede, andre skjøde Huden af sig, og endelig nogle laa nogen Tid udi en Hinde ligesom Silke-Orme og blev siden til hvide Sommer-Fugle, saa og hvorledes de døde, neml. ved indfalden Regn-Væyr krøb en stor Del i Huler og døde, de øvrige andre saa man af Hunger omsider døde paa de afpillede Marker, hvilket foraarsagede en megen overmaade vederstyggelig Lugt og Stank.“
Visen, der bestaar af 16 Strofer, indledes med et Præludium om Synden og Guds Ris:
