Haab og Fortrøstning skulde vendes om i det mørkeste Mismod og Fortvivlelse.
Endnu medens Sneen laa paa Marken, viste der sig en Dag ligesom drysset udover den i uhyre Mængder en liden Larve eller Aame, der tilsyneladende var regnet ned fra Himmelen. Den borede sig straks ned i Jorden, saa den foreløbig ikke var mere at se. Men da Aarsvæxten stod i sin største Frodighed, optraadte den paany og fortærede Græsset, saa Jorderne laa aldeles svarte igjen, som om de i sin hele Udstrækning havde været hjemsøgte af Isbrand.
Fra forskjellige Egne af Akershus Stift blev der til Erik Pontoppidan, som dengang opholdt sig i Kjøbenhavn, sendt Exemplarer af disse Aamer og Larver, og dette gav Anledning til, at de blev videnskabeligt undersøgte. Selv stod Pontoppidan vistnok meget nær den Opfatning, som Almuen i Norge hyldede, at de var komne med Nedbøren „ned fra Sneskyen“.
Den videnskabelige entomologiske Undersøgelse foretoges af Justitsraad Professor medicinæ Georg Detharding, der i September Maaned samme Aar udgav en latinsk Afhandling paa 37 Sider i Kvart, hvori han godtgjorde, at det var ganske ordinære Spindel- og Kaalorme, som optraadte som „et Tegn og Vredens Ris“.
I en mere populær og lettere tilgjængelig Form blev Landeplagen beskrevet i en Vise, der som for Skillingsliteraturen sædvanlig var „trykt i dette Aar“ og ligeledes var udstyret med Illustrationer af Ormene og de Sommerfugle, som deraf udviklede sig.
Visen, hvis lange Titel allerede i og for sig gjengiver dens Indhold, ledsages af følgende – skjønt ikke ganske klare – Indledning:
„Udi Sommeren 1742, da Luften begyndte at blive
