dighed, som i Begyndelsen af 1740–Aarene herskede i Landdistrikterne i det søndenfjeldske og i Indlandsbygderne nordenfjelds.
Om disse Hungersaar, som i endda større Udstrækning hjemsøgte andre Lande, haves en forholdsvis righoldig tildels samtidig Literatur, der tillader os at anstille Sammenligninger mellem de hertillands og i Udlandet herskende Forhold.
Det vil da gjennemgaaende vise sig, at Elendigheden i vort Land, som vi ikke kan sinde Ord sterke nok til at skildre, var betydelig mindre, end den t. Ex. var i Sverige. De rige Vaarsild- og Skreifiskerier, som indtraf i Uaarsperioden, erstattede nogenledes, hvad Jorden negtede at yde. Fra Vestlandet og Søbygderne nordenfjelds tager Klagemaalene sig heller ikke særlig sterke ud.
Det er imidlertid ikke min Agt i disse Linier at give en Fremstilling af Uaarene og Dyrtiden i 1740-Aarene. Jeg vil alene skildre en enkelt Episode af dem: en Landeplage, der i 1742 herjede Trakterne omkring Kristianiafjorden og her drev Nøden op til den samme Høide, som om en fuldstændig Misvæxt havde fundet Sted.
– Det drog temmelig langt ud paa Aaret, før Bonden i 1742 kunde komme til at saa. Men ud paa Vaaren indtraf der mildt og varmt Veir, saa der kom Fart i Aarveien, som tegnede sig meget bra. „Baade jeg selv“, heder det i en Indberetning fra Stiftamtmanden i Akershus Stift, Generalmajor Otto Fredrik von Rappe, „og alle Reisende har iaar seet Guds Velsignelse staa paa Marken i saa stor Overflødighed, at faa kan mindes den større.“
Men det skulde ikke vare længe, før Landmandens
