løftede op efter Haaret. Da Presten saa det, tog Sinnet ham. Uden at sige et Ord gik han hen og tog Knut løftede ham og slængte ham med slig Kraft mod den tillukkede Dør, at baade Knut og Døren – nogle lægger til: og Karmen med – i samme Nu i Aavælte drev ud paa Tunet.
Efter denne Dag bød Rotneims-Knut ikke tiere til at ville slaas med Presten. Men Knuts Sambygdinger optog hans Visestub, der dog efter denne Dag kom til at lyde saaledes:
„Rotneims-Knut
Er kaat og mjuk, –
De’er bare han Far, som kaster ham ut.“
Mundtlig fortalt af flere.
En noget lignende Beretning har man i Telemarken om en Slaaskjæmpe ved Navn Aasof Edland, der for enhver Pris vilde prøve Styrke med Presten Hans Landstad af Silgjord, Fader til Salmedigteren Markus Brostrup Landstad. Gamle Landstad, der var en Bondesøn fra Værdalen, var i Besiddelse af overordentlige Legemskræfter, men tillige af en uopslidelig Godmodighed, og Aasof Edland maatte gribe til det samme Fif som Rotneims-Knut for at lokke ham til at tage i. Men da fik Aasof Edland slig Fanteskyds ud af Prestegaarden, som han hverken før eller siden havde fundet noget Sted. Men da han nu ogsaa havde faaet sin Nysgjerrighed tilfredsstillet, rakte strax Aasof, som har Ord efter sig for at have været en skikkelig Kar, Presten sin Haand til Tak og Forsoning.
Sandsynligvis er det til denne Begivenhed, der sigtes i den ene af de Viser om Aasof, som Landstad har optaget i sine Folkeviser, og om hvilken han siger, at den ikke hidrører fra en Almuesmand.
Om vi end nok saa meget paakalder Fantasiens Hjælp, vil vi dog være ude af Stand til at danne os en klar Forestilling om al den Nød, Sult og Elen-
