„Rotneims-Knut
Er kaat og mjuk,
Der fins ikke Kar, som kaster ham ut.“
Men der skulde dog blive sat en liden Snur paa Slutningen af Visen, da Folk tog den i sin Mund.
I 1836 blev Gol, der hidtil havde været Annex under Nes, udskilt som et selvstændigt Prestegjeld, og det næste Aar kom den nye Prest derhen. Det var Kristian Fredrik Andreas Kjelstrup, der før havde været Sogneprest til Øxnes i Vesteraalen. I sit nye Kald, hvor han bl. a. maatte levere Nævekampe med Natteløbere, fik Kjelstrup snart Ord for at være en overmaade sterk Mand, og dette Rygte naaede ud over Bygderne, hvor Beretningerne om „Gols-Presten“ har holdt sig til denne Dag.
Der var imidlertid en, som ikke vilde medgive, at Presten var saa sterk, som Ordet gik. Det var Rotneims-Knut. Denne skal da ogsaa trolig have gjort Forsøg paa at maale Styrke med Presten. Men alle hans Tilbud og Udfordringer var aldeles spildte. Kjelstrup var nemlig, som Tilfældet gjerne er med ovsterke Folk, af en rolig og fredsommelig Natur. Kun naar der var oprørende Raahed tilstede eller hans Nidkjærhed af andre Grunde opflammedes, kunde han gribe ind og da stedse med Fynd og Klem. Men saalænge æglede Knut, til Prestens Taalmodighed brast.
En Gang kom Presten og Rotneims-Knut sammen i et Bryllup. Da nu Drikken var stegen Knut til Hovedet, for han som sædvanlig rundt og kranglede og vilde slaas. Gang paa Gang havde han budt Presten op, idet han sprat frem og tilbage og gnaalede paa Visen; men forgjæves. Tilsidst for Rotneims-Knut hen og luggede Prestens lille, tre Aar gamle Datter, som han
