den saaledes forøvede Blodhevn, var Herbrands Datter, der forgjæves havde søgt at advare sin Fader.
Lars Anfinnssøn, der ikke gjorde noget Forsøg paa at flygte, blev nu arresteret, og til Trods for den Fredløshedsdom, der hvilede paa hans Faders Morder, undergivet retslig Tiltale. Ved Hjem- og Lagthingsdom blev han dømt til at bøde Liv for Liv, medens Overhofretten dømte ham til at bøde tre Gange 18 Lod Sølv og til at arbeide i nærmeste Fæstning i 6 Aar. Ved Høiesteret, hvor hans Sag efter 6 Aars Forløb blev indbragt, førtes den til Prøve af senere Generalfiskal F. W. Wiwet, der hævdede, at der forelaa en Vaadesgjerning. Høiesteret dømte ham derefter til at bøde 40 Lod Sølv, hvorimod han frifandtes for Justitsens videre Tiltale.
F. W. Wiwet, Forsøg til Fortælning om mærkværdige Sager i Høiesteret, Kbh. 1774.
Et Aarhundrede efter Herbrand Rotneims Drab paa Anfinn Larssøn levede der paa en Gaard i Rotneimsgrænden en berygtet Slagsbroder, kaldet Rotneims-Knut, som dog var mere frygtet for sin Voldsomhed og Ubændighed end bekjendt for sin virkelige Styrke. Rotneims-Knut vilde imidlertid med Vold og Magt gjælde for Bygdens sterkeste Karl. Han lagede om sig selv en Visestump, som han gnaalede paa, hver Gang han i Brylluper og Gravøl kastede paa sig og bød sig til at slaas. Denne Stump, der er bleven meget bekjendt ved Griegs Variation over Melodien, lød saaledes:
