at gribe Herbrand. Ialfald paastod denne, at der en Nytaarsnat havde været 8–12 Karle ude for at gribe ham. Det havde været bedst for dem selv, at de ikke havde truffet ham; thi han skulde have fældet baade en og to, før de havde faaet ham fat, og med en af dem skulde han tales nærmere ved, naar de mødtes paa Tomandshaand.
Sytten Aar var som ovenfor sagt forløbne, siden Herbrand havde givet Anfinn Finnsgaard Banesaar, og i denne Tid havde Lars Anfinnssøn baade hørt og set faa meget til Faderens Morder, at han maatte bekvemme sig til at følge Sædvanens Bud, saa snart Leilighed gaves. En Dag gik han saa forbi den Stue, hvor Herbrands Kone boede, og til sin store Forundring ser han Herbrand sidde i Stuedøren og lappe Sko. I største Stilhed og, som det synes, useet trak Lars Ansinnssøn sig nu tilbage til sin Gaard. Her fik han fat paa tre Karle, som han overtalte til at være med ham for at paagribe Faderens Morder og overlevere ham til Øvrigheden. I dette Øiemed væbnede Lars sig med et ladet Gevær, medens de tre andre, der forøvrigt for alle paakommende Tilfældes Skyld skulde afskjære Herbrand fra Tilbagetog og indtage en afventende Holdning, tog hver sin Gardstaur. Saaledes listede de sig ind paa Gaarden, hvor Lars Anfinnssøn med fældet Bøsse traadte rask hen til Herbrand, der fremdeles sad i Døren med sit Arbeide, og raabte: „Vil du give dig i Kongens Arrest?“ Herbrand gjorde intet Tegn til at ville sætte sig til Modværge, og de tre Kamerater gik derpaa et Stykke bort. I samme Nu gik Lars’s spændte Bøsse af; Skuddet rammede Herbrand i Brystet, saa han styrtede livløs om. Den eneste, som synes at have været Vidne til
