blev der i Aarenes Løb begaaet forskjellige Misgjerninger, over hvilke der hvilede et hemmelighedsfuldt Mørke.
Herbrand sagde tit og ofte, at han ikke var bange for al binde an med Fanden selv: derfor havde han ladet sin Bøsse med en Sølvknap. Der var dog et Par Mennesker, som han var saa meget mere ræd for. Det var den dræbte Anfinn Finnsgaardens to umyndige Sønner, hvem det efter hævdet Sædvane paalaa at hevne Faderens Død. Herbrand lod sig dog ikke merke med, at han var ræd dem. Da hans Kone engang sagde til ham om Finnsgaardsgutterne: „Du gaar saa længe, til de griber dig“, svarede han: „Jeg agter dem ikke!“ Dette sit Udsagn ledsagede han med et Skjældsord, som ikke lader sig gjengive. Ligeoverfor andre sagde han, at det nok var bedst, han dræbte disse Gutterne, ligesom han havde dræbt deres Fader, saa var han kvit dem. Han passede paa, at denne Besked blev givet til Folk, som kunde bringe den frem.
Anfinn Larssøn Finnsgaardens ældste Søn Lars, hvem det paalaa som nærmeste Pligt at hevne Faderens Død, havde i sin Opvæxt et Par Gange været ude for Herbrand. Engang var han i Skoven kommen uforvarende over ham, og denne tvang ham da til med Eder, Forbandelser og Stenkast til at tage Flugten. En anden Gang kom Herbrand ind i en Stue, hvor Lars Anfinnssøn havde lagt sig ned foran Aaren og sov de Refærdiges Søvn. Morderen blev da saa forfærdet, at han strax strøg paa Dør; men før han forlod Gaarden, tog han sin Kniv og bad en Gut overbringe den til Lars Anfinnssøn med den Hilsen, at den var fra Herbrand Rotneim.
Det synes, som det engang havde været paa Bane
