Afreisen fra Kristiania til det første Skifte af Byens fornemste Borgerskab. Det eneste Følge, Levetzau fik, var Byens Rakker, der med sit ildelugtende Kjøretøi var hyret til at følge umiddelbart efter Stiftamtmandens Ekvipage.
– Helt fra de første Enevoldskongers Tid havde der ved Lov og Kongebud været arbeidet paa at faa fjernet den Skillemur, som Aarhundreders Fordomme havde reist mellem Samfundet og de ulykkelige Natmænd, som nægtedes det største og det mindste Bevis paa den Kristenkjærlighed, man ellers talte saa vakkert om. Ingen ærlig Mands Kone vovede at holde et af Rakkerens Børn over Daaben; ingen ærlig Mand vilde følge, end sige bære Rakkeren eller nogen af hans Husstand til Jorden.
Den samme Vranghed gjorde sig forøvrigt gjældende i alle Livets Forhold; men det var dog nærmest alene paa dette Punkt – Rakkerens Stilling i den kristne Menighed –, at Myndighederne kunde gribe ind. Ved Reskript af 12te Marts 1698 fik Magistraterne i de danske Kjøbstæder Tilhold om, at de og deres Hustruer ikke skulde undslaa sig for at være tilstede ved Barnedaab Tog Begravelse i Natmændenes Familier for at foregaa andre med et godt Exempel i saa Henseende. Af Reskriptet synes ogsaa at fremgaa, at Natmændenes Koner paa Grund af Gjordemødrenes Vranghed ofte maatte bøde med Livet, naar de kom i Barnsnød.
Hermed var da Signalet givet til en lang og ihærdig Kamp for Rakkerens Menneskerettigheder, – en Kamp, der saa alvorlig den i sin Kjerne end er, i vore Øine har mere end en komisk Side at opvise. Den kulminerede nok i Trondhjem i 1760–Aarene, da
