de selvdøde Kreaturer, slog ihjel de udlevede Heste, Hunde og Katte og fuskede iøvrigt i enkelte Stykker af Veterinærvidenskaben. I Hundedagene, naar Vandskræk udbrød eller truede med at udbryde blandt Byernes Utal af Hunde, var det Rakkeren og hans langskjæftede Klubbe, som ved et Massemord stansede Epidemien paa dens tidligste Stadium.
Rakkeren var tillige den sidste Instans, den offentlige Mening paakaldte.
I en af vore Byer levede der for et Par Menneskealdre tilbage et Sagn om, hvorledes en Skjønhed ved Natmandens Hjælp fik tilføiet en utro Beiler en uoprettelig Tort, idet hun lod Rakkeren lyse ham en Nat, da han skulde hjem fra et lystigt kammeratsligt Lag. Følgen af denne Mørkets Daad var, at den saaledes vanærede blev udelukket fra det gode Selskab.
En Borger kunde ikke haane en Uven sterkere, end naar han fik Natmanden til at gjøre hans Hest, hans Ko eller hans Gris „uærlig“ ved at lægge sin Haand paa den og binde den. Det stakkars Kreatur mistede da saa rent sit gode Navn og Rygte, at dets Herre ikke kunde vedkjende sig det som „ærligt“, før Byfogden eller allerhelst Stiftamtmanden havde løst det fra Rakkerens Strikke.
Kort sagt, naar man kjender det ubegrænsede Lavmaal af medmenneskelig Agtelse, som var Natmanden forbeholdt, vil man ogsaa kunne danne sig en Forestilling om, hvilket umaadeligt Dyb af Ondskab Kristiania-Patriciatets Demonstration mod Stiftamtmand Levetzau rummede, dengang denne forlod sin Stilling her i Landet.
Naar „en høitstaaende Embedsmand i hine Dage tog bort fra Byen eller Riget, ledsagedes han ved
