Vi kan nuomstunder ikke danne os nogen klar Forestilling om de elendige Vilkaar, som Samfundet i Fortiden havde at tilbyde Natmanden eller Rakkeren, som Bøddelens ringere Haandlanger kaldtes.
Hans Bolig var ensomt beliggende paa en isoleret Høide udenfor Byen, ude ved Strandkanten eller paa en Elveøre, og man lagde gjerne Veiene og Gaderne slig, at man slap at berøre hans Enemerker.
Man undgik det blotte Syn af ham, og man vilde have betragtet det Hus og Hjem som høist profaneret, over hvis Terskel Rakkeren upaakaldt var traadt.
I den glade Juletid, da Rakkeren gik rundt for at indkræve den Told, som tilkom ham for udførte Tjenester, maatte han staa udenfor – ofte i den bitreste Kulde – og vente, til der langt om længe blev tilslængt ham et Par Kobberdanker fra et Vindu, eller han blev skydset afsted med et barsk: „Natmanden skal her ingen Told have.“ Havde Stakkaren, fristet over Evne, dristet sig til at banke paa Døren, var dette i Godtfolks Øine en Fornærmelse, som vedkommende Familie altid maatte finde en Udvei til at lade ham undgjælde for.
Og dog var Rakkeren en af Samfundets Hovedhjørnestene i den gamle Tid.
Ham var det, som nedtog de hængte Forbrydere af Galgen, naar Stanken blev altfor ulidelig stram.
Ham var det, som redte de stakkars livstrætte Mennesker, der frivillig havde opgivet Tilværelsen, et sidste Leie udenfor Kirkegaardsmuren.
Ham var det, som besørgede den Renovation, som overhovedet sandt Sted i Byerne. Han skaffede bort
